Anarkistisk Netværk

Anarkistisk Netværk blev ikke til noget, selv om jeg ser et kæmpe potentiale i det. Det ser bl.a ud til, at det ikke lykkedes at stable det på benene, fordi folk gerne vil have en slagkraftig anarkistisk organisation, der skal kunne gøre en forskel, og hvis medlemmer skal være enige nok til, at der ikke vil opstå problemer, som f.eks. evige diskussioner om, hvordan man skal vedtage beslutninger, om der kan være syndikalister i samme organisation som primitivister. Kort sagt ser det i mine øjne ud til, at det ikke lykkedes, fordi folk enten vil noget forskelligt, eller fordi man vil have et relativt snævert grundlag, som naturligvis ikke kan inkludere alt. Snævert skal i denne sammenhæng ikke forstås negativt, men blot som en konstatering af, at man ikke vil brede sig for meget ud.

Jeg vil her skrive nogle af mine tanker om, hvad jeg gerne så, et anarkistisk netværk kunne blive til, og hvad mine ambitioner er.

-o-

Et netværk af anarkister
Når jeg læser ordene "anarkistisk netværk" tænker jeg ret bogstaveligt, hvad det egentlig betyder, nemlig et netværk for anarkister. Meget kort kan jeg beskrive det som en organisation, der skaber et netværk anarkister imellem. Der er altså mere tale om en organisation, der har til formål at skabe kontakt imellem anarkister og give anarkister mulighed for at danne relationer til andre anarkister, både dem som ligger ideologisk tæt på en selv, og dem som ligger langt fra en. Som udgangspunkt er det altså en organisation, der skaber fundamentet for nemmere at få kontakt med andre anarkister. Hvis man vil lave noget mere specifikt, som tager udgangspunkt i nogle mere specifikke holdninger eller en konkret hændelse, kan man oprette en gruppe, som måske kan være en del af det anarkistiske netværk, eller måske skal det anarkistiske netværk blot være en formidler til folk om, at gruppen eksisterer, eller også er det en gruppe, som ikke tager nye medlemmer ind. Alle muligheder kan eksistere.

-o-

En organisation der omfavner
Basalt set er det ikke nogen særlig konkret organisation, hvis den kun har til formål at samle anarkister, men det ser jeg mere som en styrke end en svaghed. Mindre grupper, der måske er meget konkrete og tidsaktuelle, kan måske blive opløst, enten fordi gruppen kun er midlertidig, eller fordi folk bliver for uenige, og der så ikke er nok til at holde gruppen i gang. Lad os være realistiske. Der er ikke særlig mange anarkister, og det er svært at samle ret mange mennesker, især når en gruppe er meget snævert funderet. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det betyder bare, at grupper kommer og går, og det kan gøre det endnu sværere for anarkister at organisere sig, især hvis man bor langt væk fra de store byer og måske ikke kender særlig mange andre anarkister.

Fordelen ved en relativt neutral bred anarkistisk organisation er, at selv om der måske er et hav af grupper, der opstår og forsvinder igen, så er der stadig en samlende organisation, hvor anarkister kan mødes. Man skal ikke starte helt forfra hver eneste gang, man laver en ny gruppe.

-o-

Anarki!
Selv om en organisation, som jeg har beskrevet den, ikke er voldsom konkret, er det stadig en organisation, som har anarkisme som basis. Derfor kan man sagtens lave forskellige tiltag, også selv om folk på nogle områder kan være meget uenige. Jeg forestiller mig, at man kan lave foredrag og workshops, som enten kan forbedre folks forestillinger om anarkisme, lære folk om forskellige anarkistiske retninger, lære om forskellige metoder og teknikker, diskutere forskellige holdninger. Der er jo ikke noget galt i at lære om forskellige ideologier og skoler, selv om man er uenig i dem. Det kunne f.eks. også være interessant at holde foredrag om marxisme, kapitalisme, liberalisme, økonomi, you name it.

-o-

Alle anarkister?

Min ambition er altså ikke særlig avanceret som udgangspunkt. Jeg forestiller mig simpelthen en organisation, som vil være Organisationen, anarkister vil søge hen til, fordi den giver mulighed for at møde alle mulige andre anarkister og finde grupper og andre organisationer, man kunne finde interessante. Den skal derfor også være så tilpas neutral, at man kunne forestille sig, at alle anarkister vil være med.

Mit udgangspunkt er, at jeg er anarkist, og jeg er interesseret i anarkisme, og jeg ser ikke nogen direkte modsætning imod f.eks. syndikalisme og primitivisme. Jeg ser dem i virkeligheden som forskellige måder at opnå anarkisme, og jeg synes, det ville være utrolig ærgerligt, hvis to sådanne retninger skulle bekæmpe hinanden direkte. Jeg synes tværtimod, det er langt mere interessant at sætte forskellige retninger op imod hinanden for at se, hvilke fordele og ulemper de har.

Det ene udelukker ikke det andet, og der er ikke tale om, at vi enten skal have den ene eller den anden form for anarkisme.

-o-

Demokrati?
Hvordan skal en anarkistisk organisation struktureres i forhold til at tage beslutninger? Hvordan skal organisationens demokrati fungere? Umiddelbart har jeg ikke nogen fast holdning til dette. Nogle sværger til konsensusdemokrati, andre mener det skaber mere eller mindre usynlige hierarkier. Det er klart, at det vil være et område, der kan give problemer, da organisations-demokratiet skal være tilpas fornuftigt til, at man optimalt ikke udelukker nogen anarkister. Omvendt kan man sige, at det ikke er nogen organisation, der skal vedtage særlig mange ting, og derfor er det mindre vigtigt, præcis hvordan demokratiet fungerer. Organisationen skal i princippet bare eksistere, så den giver mulighed for, at anarkister kan samles og skabe relationer og grupper, og hvad de nu har lyst til. Samtidig skal det være muligt at kunne arrangere forskellige ting, men hvis disse bliver tilpas 'neutrale', burde det ikke skabe de store problemer.

Jeg har umiddelbart ikke nogen ide til, hvordan man kan indrette organisationsdemokratiet, så alle er tilfredse. Man kunne måske lade forskellige principper rotere, så man ikke bliver låst fast i en bestemt form, og man kan så løbende evaluere. Problemet med denne fremgangsmåde kan være, at man ikke kan vedtage, hvilken form man skal ende ud med, når man har roteret igennem de forskellige former, der blev besluttet i starten.

-o-

Jeg vil mægtig gerne modtage kommentarer og forslag, også fra folk, som er yderst skeptiske over for, om det kan lade sig gøre, eller som måske er direkte uenige i, at det er en god ide.

Og så har Tias forøvrigt skrevet noget på sin blog, som er relateret til præcis dette emne: Splittelsen der blev væk?

Afstemning vs. konsensus

Dette indlæg kommer som en reaktion på en tråd på Anarkistisk Debatforum, hvor der blev linket til artiklen On Organization af Tom Wetzel.


Jeg kan godt følge de kritikker, der er af konsensusdemokrati. Det forekommer mig bare, at svaret på, hvad man skal have i stedet, er flertalsdemokrati, som selv har problemer. I forhold til den første artikel, Daniell linkede til, skulle det endda være almindeligt flertal, dvs. halvdelen af stemmerne plus 1.

Et problem ved afstemninger er, at man kan gå til afstemning, før man har debatteret emnet grundigt. Jeg har tit set, at folk i en eller anden situation kaldte til afstemning, når folk var uenige med dem. På den måde kunne de tryne mindretallet, fordi det netop ikke altid giver mening, at man bare skal stemme og følge flertallet. Det kunne f.eks. være, at de to muligheder, man har sat op, er fuldstændig utilstrækkelige, og at der ikke er blot en tredje mulighed, men en række af alternative muligheder. Den slags kan nemt forsvinde i afstemningsdemokrati, medmindre man er utrolig meget bevidst om det.

Artiklen lægger også op til, at enten har man konsensusdemokrati, hvor alle skal være enige, eller at det skal være 3/4, 90% eller lignende, og at det altid betyder, at minoriteter kan tryne flertallet. Jeg vil nu mene, at man kan sætte demokratiet op på anden vis. Hvis vi f.eks. tager et eksempel, hvor man skal have 75% flertal, for at en afstemning går igennem. Et kritikpunkt i artiklen er, at den slags afstemninger kan udnyttes af mindretallet til at blokere for en afstemning, der går ud på, at en organisation skal skifte retning. Dvs. hvis der er mere end 25%, der stemmer imod, vil den retning, organisationen går imod, være den gamle. Men jeg ser en anden mulighed for fortolkning af resultatet. Jeg ser, at hvis man skal have 75% af stemmerne, og der er under 75%, der stemmer for, og mere end 25%, der stemmer imod, så betyder det ikke, at der er mere end 75%, der har stemt for, at den gamle retning skal bevares. Med andre ord betyder det, at hvis stemmerne ligger imellem 25% og 75%, så er det ikke afgjort, om man skal gå imod den gamle eller nye retning.

Hvis det er lidt kluntet skrevet, så prøver jeg lige lidt anderledes:
Det er tidligere besluttet, at A gælder. Der bliver sat en afstemning op, om man skal skifte til B. 60% stemmer for, 40% stemmer imod. Det betyder så, at hverken A eller B er sikre. Afstemningen siger jo netop kun noget om, om man vil skifte til B. Det kræver altså at kigge lidt nærmere på, hvad det er, man stemmer om. Man stemmer nemlig ikke blot om at indføre B, man stemmer også om, om man skal beholde A.


Jeg har oplevet i uformelle situationer, hvor folk er uenige om, hvad de skal lave, hvilken film de skal se osv, at man vil stemme om det. Det burde være åbenlyst, at det er helt vanvittigt at stemme om noget sådan i mange af den slags situationer. Jeg afviser ikke, at en decideret afstemning kan være relevant, men det afhænger utrolig meget af problemstillingen. Nogle gange har man en situation, hvor det er vigtigt, at man når en eller anden form for enighed, hvor man i andre situationer ikke behøver en enighed, eller måske behøver man kun en mindre grad af enighed.

Der er fordele og ulemper i begge metoder, og de kan begge misbruges. Jeg tror i stor grad, det handler om, at folk skal være indstillede på at være med i konsensusdemokratiet på en måde, der betyder, at man ikke nødvendigvis behøver være enig, men at man i nogle situationer kan acceptere, at man ikke er enig, men at man kan være med på en bestemt løsning. Jeg tror, at det i høj grad er op til den enkelte at finde ud af, hvornår man kan acceptere at "blive nedstemt", og hvornår det er fuldstændig uacceptabelt. Det er altså ikke nok, at man har konsensusdemokrati, man skal også lære at bruge det på en fornuftig måde. Man skal være villig til at acceptere, at ikke alt går efter ens måde. Man bliver også nogle gange nødt til at stole på, at andre kan finde ud af den opgave, de er sat til, og jeg vil mene, at man kan blive nødt til at acceptere, at man måske synes, en løsning er direkte dårlig. Men der er forskel på, hvornår en løsning er fuldstændig uacceptabel, og hvornår den ikke er. Hvis man f.eks. sætter en person til at indrette et rum, og det viser sig, at det bliver grimt, hvad gør man så? Skal man være enig i alle de valg, personen har foretaget? Det mener jeg ikke, man skal. Jeg mener derimod, at man skal være villig til at give plads til, at andre også kan udfolde sig, selv om man ikke er fuldstændig enig. Det er i mine øjne et eksempel på en situation, hvor hverken en afstemning eller konsensus giver mening. Og alligevel kan det ske, at man synes, at indretningen er fuldstændig uacceptabel. Og i den situation gælder konsensus så alligevel, da man principielt kan nedlægge veto.

Der er også en anden situation, hvor jeg mener, konsensus er fornuftigt. Bare fordi man sætter et forslag op, betyder det ikke, at selv om flertallet kan stemme for forslaget, at det giver mening, at det er et element, der skal indgå i organisationen/gruppen/etc. Det kan nogle gange være langt mere fornuftigt, at man i en organisation kun stiller de ting op, som man er enige i. Hvis man f.eks. ikke kan blive enige om, om huset skal være lyserødt eller mintgrønt, så giver det ikke mening at sætte det til afstemning, og en af siderne vinder. Så giver det måske bedre mening, at man ikke farver huset hverken lyserødt eller mintgrønt. Det er simpelthen en afgørelse, som ikke giver mening. Dårligt eksempel måske, men I kan nok se meningen.

Jeg ville næppe sætte mig ned og skrive regler for, hvornår der er tale om, at man skal have konsensus eller afstemning, og hvornår man ikke kan, for jeg er fuldstændig overbevist om, at der vil eksistere mange situationer, hvor reglerne bare ikke holder.

Halløj

Det her er så min blog. Jeg er en gut på 30 år, der bor i København.

Jeg er anarkist, og det er dette emne, bloggen primært vil fokusere sig på.

Jeg er medlem af RAK - Revolutionære Anarkister i København, selv om jeg dog er utrolig lidt aktiv der. RAK startede som en del af AN - Anarkistisk Netværk - som på nuværende tidspunkt ligger i dvale. Jeg har dog ambitioner om, at AN skal kunne blive til en anarkistisk organisation, som vil fungere. Det vil jeg skrive en artikel om på et tidspunkt.

For at beskrive mig selv lidt, og hvad jeg politisk står for, så er jeg generelt anarkist, dvs. jeg følger ikke nogen bestemt retning, og selv om jeg helt sikkert har mere sympati for visse retninger end andre, vil jeg have svært ved at kalde mig selv for en bestemt ting. Jeg anser nemlig ikke nødvendigvis de forskellige anarkistiske retninger som modsætninger til hinanden. Og når målet er anarki, som skal fungere, og når verden sætter nogle begrænsninger for, hvad man kan opnå - bl.a fordi anarkismen ikke ligefrem er særlig fremtonende i den almindelige befolkning - er der visse anarkistiske retninger eller metoder, som måske ikke er særlig hensigtsmæssige eller måske direkte umulige at opnå, og derfor vil jeg bl.a vælge ud fra, hvad der pratisk er muligt.

Desuden ser jeg mig slet ikke i stand til at kunne afgøre, om den ene eller anden metode eller den ene eller anden retning er den bedste. Jeg har på samme måde heller ikke nogen bestemt holdning til, hvilken demokratiske form, der er den bedste. Om konsensus er godt, er jeg ikke i tvivl om, men jeg er nok nærmere i tvivl om, i hvilken sammenhæng og hvornår konsensus er godt, og i hvilken grad man skal afgøre ting fælles enten ved konsensus eller andre metoder.